Artiskok er i virkeligheden en underart til kardon, Cynara cardunculus, men det er den vi kender bedst, for den dyrkes på grund af sine store blomsterstande, hvis kurvbund og kurvbunds svøbblade vi spiser i kogt tilstand. Den umodne blomsterstand betragtes som en stor delikatesse, måske fordi den er så besværlige at have med at gøre. Artiskok smager ikke af særlig meget. Det er en kurvblomst der bliver meget stor. Den minder meget om en tidsel og stikker lige så arrigt. Den vokser på sin nordgrænse her i landet, så for at sikre så god overlevelse som muligt beskyttes rodhalsen med fx halm om vinteren. Når den er i blomst er den en fantastisk staude der sagtens kan stå alene, en solitærstaude. Hos kardon, der nu betragtes som hovedarten, er det bladstilkene, der spises. Hvis man skal have glæde af bladene skal de bindes sammen om hovedstammen, så de indre blade bliver blege. Det er de i løbet af 4-6 uger. Bladstilkene kan spises både i rå og kogt tilstand. Smagen er en mellemting mellem artiskok og selleri. Det kan være vanskeligt at kende forskel på artiskok og kardon, men kardon har lidt mere fligede blade og blomsterne er lidt mindre. Også den er en dekorativ staude der dækkes til for at overleve. Den siges at være lidt mindre hårdfør end artiskok.
