Haveroser før 1800
Kina er centrum for rosenslægten. Det betyder, at de fleste arter af roser findes i Kina. Der kan også findes roser i naturen på den sydlige halvkugle, men det er roser, der er naturaliseret, dvs. at de på en eller anden måde er bragt til området og derefter har bredt sig. Nogle steder er roserne ligefrem et ubehageligt ukrudt.
Beviset på at roserne har været længe i Kina har man i form af mindst 40 mio. år gamle fossiler fra det nordlige Kina. Det vides også, at der for godt 2000 år siden var roser ved kejserens paladser og at der for mere end 1000 år siden var rosenbuske med uafbrudt eller remonterende blomstring af store, fyldte blomster. Terose (Rosa odorata) der har givet navn til de så populære tehybrider og bengalrose, ”kinarose” (Rosa chinensis) der ligeledes har stor indflydelse på de moderne roser, var så populære i Kina, at de blev besunget af digterne for 800-1000 år siden og der blev udgivet utallige havebøger om roser. I øvrigt har der været afbildet roser i Kina fra mindst 300 år før vor tidsregning.
I Oldtiden, dvs. tiden før år 500, var rosen umådelig populær i områderne omkring Persien og det nuværende Irak, i Grækenland, i Romerriget og i Ægypten. Det menes at rosen kommer via Persien til Grækenland og via Grækenland til Romerriget. I disse lande blev rosen brugt både til pryd og nytte og der knytter sig en mængde overtro til den. Rosen blev knyttet til kærlighed og skønhed, men også til død. Den røde rose var især kærlighedens farve mens den hvide var dødens. Når man drog i krig og når man kom hjem igen blev krigerne og stridsvognene smykket med roser. Med Romerrigets fald får rosen også en nedgangstid, i hvert tilfælde med hensyn til anden brug end medicinsk. Det er den medicinske brug, der er årsag til, at nogle af antikkens rosenarter stadig eksisterer.
I Europa og særdeleshed Nordeuropa har interessen for rosen som prydplante ikke været særlig stor før vi kommer hen omkring 1800-tallet, men til gengæld har den været populær som læge- og apotekerplante. Eddikerose, ”apotekerrose”, Rosa gallica var. officinalis, er sandsynligvis opstået i Persien og kom derefter til Europa med korsfarerne og de munke, der rejste med dem i det tolvte og trettende århundrede. Korsfarerne brugte en salve af roser til behandling af sår. I det hele taget brugtes roser til salver, lotioner og medicin mod stort set alt, lige fra tømmermænd til pest.
Aleksandrinerrose, ”portlandrose”, ”damascenerrose”, Rosa x damascena, har givet navn til en langvarig krig mellem to engelske adelsslægter, der kæmpede om magten, Rosekrigene1455-1485, der var borgerkrige mellem huset Lancaster, der havde en rød rose, og huset York, der havde en hvid rose, som våbenmærke.
I øvrigt er vor viden om de roser, der kendtes i Europa, begrænset og ganske få bevarede herbarier fra 1500-tallet er det tidligste nogenlunde sikre kendskab vi har. Her omtales en række arter vi endnu kender og bruger. En række af de roser, der blev introduceret i disse år, har sandsynligvis været kendt i Romertiden og er altså nærmest at betragte som reintroduktioner og ikke nyintroduktioner, fuldstændig på samme måde, som der introduceres ”nye” potteplanter, der var kendt her i landet for måske bare 50 eller 100 år siden.
De roser, vi kender før 1800, kaldes ofte historiske roser. Det er roser, der i store træk ville kunne genkendes, hvis man forestiller sig, at vi uden videre kunne tage springet fra Romertiden til vore dage.
Haveroser efter 1800
I 1800-tallet begynder der at ske noget på rosenfronten. Vi nærmer os de moderne roser. Men inden da skal de mange opdagelses- og handelsrejsende introducere nye rosenarter fra Nordamerika og det østlige Asien. Roserne fra Nordamerika er stort set gået i glemmebogen, men roserne fra Asien har sat deres præg på de roser, vi dyrker nu om dage.
Selv om det er mere end 200 år gamle roser vi taler om er det stadig de moderne roser. I denne periode er der introduceret i tusindvis af sorter og der er ikke mere tale om en forholdsvis ensartet gruppe af roser men om roser med stor forskel på blomsterform, blomsterfarve, blomstringshyppighed og vækstform. Nogle dufter andre gør ikke. Groft sagt deles roserne nu op i grupper der egner sig til haven, til afskæring, til potte, til parfumeindustrien og til medicinalindustrien. Roserne til parfumeindustrien og til medicinalindustrien er i det store og hele de roser, der var kendt før 1800. De moderne roser, der bruges til have, potte og afskæring, er meget varierede og opdeles igen i flere grupper. Men det er altså roserne fra Østen, der tilførte så meget nyt blod til roserne, at vi har fået den mangfoldighed af roser, vi har i dag.
Featurebilledet er en eddikerose, Rosa gallica var. officinalis.