BLADBEDE (Beta vulgaris var. cicla), salturtfamilien (Chenopodiaceae), toårig.
Oprindelse: Har været kendt som kulturplante helt tilbage til Romertiden og måske endnu længere tilbage, til Ægypten.
Udseende: Tykke bladstilke og bølgede blade.
Vækstforhold: Foretrækker en forholdsvis let og veldrænet jord men er derudover ikke vanskelig. Trives på de fleste jordtyper med en pH omkring det neutrale 7.
Formering: Sås direkte på voksestedet omkring 1. maj. Hvis det sker tidligere er der risiko for stokløbning (blomstring). En afstand mellem planterne på 20-30 cm er passende.
Sygdomme og skadedyr: Er gennemgående meget sund, men bladlus kan forekomme.
Høst: Så snart blade og bladstilke har en passende størrelse, normalt i løbet af juli.
Anvendelse: Bladpladerne kan bruges som spinat. Stilkene og de tykke ribber kan koges på samme måde som asparges.
Blandingskultur: God sammen med kålarterne, gulerødder, radiser, ræddike og hovedsalat.
