Det er noget af en udfordring at klassificere roser. Roser krydser sig meget let med hinanden, og når krydsningerne ikke er sket under kontrollerede forhold men i naturen, kan det være svært at finde ud af, hvad der er oprindelige arter. Der har dog i tidens løb været gjort flere forsøg på klassificering. I Renæssancen og Barokken og indtil det tidlige 18. århundrede inddeltes roserne bare i vilde og kultiverede roser og derefter igen i undergrupper der baserede sig på blomsternes farve.
Som med så megen anden systematik i planteriget var det svenskeren Linné, der gjorde det første forsøg på at skabe en form for botanisk system i rosenslægten. Han brugte hybenets form og det var denne måde at gruppere roserne på, der var stort set almindeligt accepteret indtil begyndelsen af det 19. århundrede.
Hvis vi skal holde os til de for øjeblikket gældende internationale betegnelser, som også forædlerne benytter sig af, når de skal beskrive og registrere deres forskellige nye roser, følger de nogenlunde disse retningslinier, idet den gruppe, den pågældende rose siges at tilhøre, giver sig udtryk i rosen.
Arter (ofte kaldt vilde roser)
Arterne har som regel enkle blomster med 4-5 kronblade. De blomstrer kun en enkelt gang i sæsonen og kan være meget varierende med hensyn til størrelse idet de mindste ikke er mere end ca. 60 cm høje mens de største kan være 6 m.
Gamle haveroser (ofte kaldt historiske roser)
Disse roser opdeles igen i grupper. Nogle af de undergrupper vi forbinder mest med er:
Albaroser, der er engangsblomstrende og ofte klatrende roser med blågrønt løv og god sygdomsresistens.
Bourbon omfatter de første remonterende roser, dvs. roser der har flere blomsterflor på en vækstsæson. Navnet har roserne fået efter øen Ile de Bourbon i det Indiske Ocean hvor de fremkom. Planterne kan være meget varierende i størrelse – fra 60 cm til 4,5 m.
Centifoliaroser er navnet for denne klasse fordi blomsterne ofte indeholder mere end 100 kronblade. Roserne er oprindeligt produceret i Holland og planterne er mellem 120 og 240 cm høje. De er engangsblomstrende og kan findes i hollandske malerier fra det syttende århundrede.
Damascenerroserne præges af de roser, der kom til Europa med korsridderne fra mellemøsten omkring det trettende århundrede. De kendes bedst på deres intense, tunge duft. Nogle af dem er remonterende. Planterne er normalt 1-2 m høje.
Mosrose er betegnelsen for roser der har en moslignende tornvækst på blomsterstilken lige under blomsten og på bægerbladene. Når ”mosset” gnides mellem fingrene udsender de en nåletræslignende duft. Der er også klatrende mosroser. Nogle af dem blomstrer flere gange i løbet af en sæson, de er remonterende.
Multiflorahybrider bærer præg af klatrerosens kraftige vækst med overhængende, evt., klatrende skud. Blomsterne er samlet i stande. Hyben er ikke ret store, på størrelse med ærter.
Noisette er navnet for roser, der er op til 6 m høje med duftende blomster samlet i stande. Det var amerikaneren Philippe Noisette, der klassificerede disse roser i USA. I 1817 flyttede han til Frankrig hvor han introducerede dem.
Portlandroser er forholdsvis små roser der bliver under 150 cm høje og som har meget korte blomsterstilke. Navnet har roserne fået til ære for hertuginden af Portland.
Spinosissimahybrider bærer præg af denne roses lave, udspærrede vækst.
Moderne roser
Den første tehybrid, terose, sorten ’La France’, indledte æraen for de moderne roser. Den var meget villig til at blomstre ligesom knoppen er elegant formet og blev anset for at være enestående. Siden er den afløst af mere end 10.000 nye tehybrider. Forædlerne forstod hvorledes forældreplanterne kan påvirke deres afkom og bestemme blomsterform, blomsterfarve og blomsterstørrelse samt vækstform. Derfor klassificeres disse roser i alt væsentligt på grund af deres udseende.
Buketrose er et dansk udtryk der dækker over floribunda- og polyantharoser.
Buskroser er en meget varieret klasse der domineres af udbredt og stærkt forgrenet vækstform. Planterne kan under de rette forhold være lave eller blive op til 4,5 m eller mere både i højde og bredde. Fælles for dem er den meget forgrenede, buskagtige vækst. Som regel udvikler buskroserne store mængder blomster.
Bunddækkeroser kendetegnes ved at være særligt udbredte og nedliggende. Det danske firma Poulsen Roser er, sammen med det tyske firma Kordes, nogle af de mest betydningsfulde forædlere af bunddækkeroser. Poulsen Rosen har en lang række inddelinger af deres bunddækkeroser.
Engelske roser er roser forædlet af et engelske firma grundlagt af David Austin. Roserne kaldes også Austin-roser. De er blevet meget populære, også her i landet, da de forener de gamle haverosers charme og duft med de moderne rosers store farveudvalg og uafbrudte blomstring.
Floribundaroser karakteriseres ved at sætte mængder af blomster i store stande. Floribunda har afsæt i tehybriderne og her var det danske forædlingsfirma Poulsen med i spidsen. Målet var at opnå så mange blomster som muligt i lysende farver der ikke blegner. Desuden skulle planten være godt forgrenet. I begyndelsen var blomsterne enkle eller halvfyldte, men gradvis har de fået endnu mere karakter af tehybridernes fyldte blomster. Floribundaroserne blomstrer uafbrudt og tåler fugtigt vejr.
Grandifloraroser er betegnelsen for en klasse af roser med store blomster samlet i stande. Planterne kan blive 2-3 m eller mere. De er en mellemting mellem tehybriderne og floribundaroserne. Det allerførste, og stadigt meget populære, medlem af denne klasse er ’Queen Elisabeth’®.
Klatrende og slyngende roser har lange, buede stængler der, hvis de støttes rigtigt, er i stand til at klatre op ad hegn, mure, spalierer, rosenbuer og pergolaer. Der er mange forskellige blomsterformer og farver i denne klasse af roser, der er opstået ved krydsning mellem mange forskellige rosentyper.
Kordesiihybrider har sat sit præg på sine efterkommere i form af blanke, sygdomsresistente blade og god hårdførhed.
Miniatureroser er en klasse af roser der ikke bliver mere end 35-75 cm høje og som egner sig til kantning af bede. De er glimrende i krukker og kan periodevis bruges som potteplanter. Blomsterform, blomsterfarve og løv kan være meget varierende i denne gruppe.
Minifloraroser er en klassifikation fra 1999. Planterne i denne gruppe er lidt større end planterne i miniatureklassen men lidt mindre end i floribundaklassen.
Moyesiihybrider bærer præg af artens åbne vækst og lange, kraftige, tornede skud.
Polyantharoser har store blomsterstande bestående af små, 2,5 cm, blomster. De egner sig godt til store flader, som kantplante og til hække. Der kan også være klatrende/slyngende polyantharoser.
Rugosahybrider bærer præg af artens filtede grene med slanke torne og børster og ikke mindst de rynkede blade.
Storblomstret er det danske udtryk der som regel dækker over tehybrider.
Tehybriderne er de mest populære af alle de moderne roser. Roserne kendetegnes ved store, smukke blomster med 30-50 kronblade og som sidder på lange stængler, der kan være forsynet med enten kun en blomst i spidsen eller med flere sideblomster. Forædlerne søgte perfektion i form af den klassiske blomst med høj knop og blomst, men det skete ofte på bekostning af resten af planten med hensyn til sygdomsresistens, plantens form og blomsternes duft. Sorten ’Peace’ indvarslede i 1945 den moderne periode for tehybriderne og i 1950erne og 1960erne blev der næsten udelukkende dyrket tehybrider. I 1970erne og 1980erne tabte tehybriderne en del terræn til nogle af de nyere typer med bedre vækstform, smukkere og sundere løv og ikke mindst duftende blomster. Tehybrider kan også være klatrende/slyngende.
Wichuranahybrider præges af nedliggende skud.
Potteroser
De senere år er vi nærmest blevet oversvømmet med små roser i potter. Den mere intensive forædling af potteroser blev indledt i slutningen af 1900-tallet, hvor pioneren er det danske firma Poulsen Roser, der udviklede roser, der egner sig glimrende til hurtigt formering med stiklinger, men de andre forædlingsfirmaer har taget tråden op. I de senere år har et andet dansk firma, Rosa, været meget aktiv og markedsført mange nye sorter af potteroser.
Før den intensive forædling med henblik på potteroser blev der også dyrket potter i roser, men de blev fortrinsvis udvalgt blandt eksisterende sorter med særlig lav og kompakt vækst.
Forædlingsfirmaerne vil gerne markere sig med deres nye roser og giver deres grupper fantasinavne, der leder tanken hen på bestemte emner. Her er det danske firma Poulsen Roser ikke mindst meget dygtigt.
Egentlige potteroser
Potteroser fås i pottestørrelser fra ca. 10 cm og opefter. Blomsterne kan have utallige former og farver, der er meget at vælge imellem. Jo mindre potte jo vanskeligere er det at få rosen til at holde i en stue, men som regel liver planterne op hvis de plantes ud i haven efter afblomstring og før den helt har tabt alle blade. Udplantning af potteroser lykkes kun hvis det sker i sommerhalvåret. Om vinteren klarer roserne sig ofte ikke hvis de plantes ud, for de har ikke haft mulighed for at vænne sig til de kolde forhold udendørs. De er jo dyrket under væksthusforhold med kontrollerede vækstbetingelser. Alt efter sort og pottestørrelse bliver disse roser 20 – 50 cm høje og 10 – 35 cm brede.
Kuvertroser
Kuvertroserne købes i potter der ikke er mere end ca. 6 cm og planterne er derfor også meget små, 15 – 20 cm høje og 10 – 15 cm brede. I praksis holder de ofte kun ganske få dage, lidt længere hvis de anbringes mange sammen i en fladbundet skål. De vil som regel ikke klare en udplantning til haveforhold særlig godt, dertil er de for små.
Stammede roser
De stammede roser sælges i potter, men de kan plantes frit ud. De er blevet mere populære igen i de senere år. Det er podede roser der her i landet ofte kan have svært ved at overvintre fordi podestedet er så udsat for vinterkulden (se afsnittet om vinterdækning). Hvis roserne kan beskyttes om vinteren kan de holde i flere år og udvikle sig smukt, både i potte og som frit udplantet. Der er mange forskellige sorter, der bruges til stammede roser. Stammehøjden varierer. Stammede roser er dyrere i anskaffelse end andre roser. Den dyre anskaffelsespris fremkommer fordi der her normalt er tale om roser, der er podet over to gange og dermed også normalt er tre år gamle før de sælges.
Ampelroser
Roser til ampler er en forholdsvis ny gruppe der forædles med henblik på at udvikle buende, nedhængende grene. Roser beregnet til ampler kan være fyldte eller halvfyldte. De kan have en duft af æble når man kommer i berøring med dem. Det er lave planter der ikke bliver mere end 40-60 cm. Det kan være vanskeligt at passe roser i ampler ordentligt, for de skal have meget vand og næring. Planter i ampler kræver mere vand end traditionelle potteplanter fordi de er udsat for vind og dermed fordampning fra alle sider. Jo større potten er, jo lettere er det at passe planterne men jo bedre forankring kræver potterne også. Forædling af roser beregnet til ampler er ikke noget mange firmaer har taget op, og der er derfor kun sjældent mulighed for at finde disse roser i danske havecentre.
Roser til afskæring
Man kan altid skære roserne i haven af og bruge dem i vaser, til tørring mv. Nogle af dem har en rimeligt god holdbarhed mens andre ikke egner sig. Det finder man hurtigt ud af, når man har prøvet. Oftest har de roser, der dufter stærkest, den korteste holdbarhed i afskåret tilstand. Til gengæld udsender kronbladene en dejlig duft og de er kønne at se på, når de ligger løst i en lille skål.
De sorter, der er beregnet til at producere de afskårne roser vi køber i butikkerne, vil sjældent tage sig ud til deres fordel som prydbuske i haven, og de omtales derfor ikke her.
Featurebilledet er en mosrose, ‘James Mitchell’, forædlet af Verdier i 1861.
