Svampen Nectria galligena fremkalder kræftlignende sår på frugttræer, især æbletræer. Svampen kommer ind i træet via sår eller de bladar der fremkaldes når bladene falder af. Når sårene er tørre har svampen dårlige vilkår så i fugtigt vejr er der større mulighed for angreb. Det er en af de svampe der kræver levende ved for at overleve så i dødt træ ser man ikke denne svamp. Læg mærke til om barken bliver brun og indfalden for det kan udvikle sig til sår der kan være besat med hvide eller røde sporehushobe i sårene. Også frugterne kan angribes. Det viser sig i form af et skarpt afgrænset område ved blomsterenden. Det falder efterhånden sammen og området rådner. Undgå at plante æbletræer på en vandlidende jord eller i nærheden af kræftsyge træer. Fjern de angrebne dele af træet når det er tørt i vejret så såret hurtigt lukker sig. Hvis store grenpartier er angrebet bør hele grenen fjernes. Nogle sorter er temmelig modstandsdygtige, fx ‘Belle de Boskoop’ og ‘Aroma’ mens andre er meget modtagelige, fx ‘Cox’s Orange’ og ‘James Grieve’.
