Mange æbletræer får nogle grimme sår, kræftsår. De er forårsaget af en svamp, der ikke kun angriber frugttræer men også andre løvtræer, hvorfor man bør kalde sygdommen løvtrækræft og ikke frugttrækræft. Angreb, der sker gennem selv meget små sår, fx efter bladtab, resulterer i sår på grene og stammer. Pletterne er som regel brunlige og der dannes ofte revner når skuddene vokser. Træet forsøger selv at helbrede sig, hvad man kan se ved at der dannes sårhelingsvæv. Svampen bryder dog ofte igennem dette væv. På grene kan man skære så meget af skuddet af, at man kommer ned i sundt væv. På stammer må man forsøge at skære såret rent med en skarp kniv. Her er det vigtigt at man desinficerer sine redskaber hvis man skal videre til andre træer. Beskæring og sårrensning bør ske når vejret er tørt, så sårfladerne hurtigt tørrer. Der er ingen grund til at dække sårfladerne, de skal have lov at tørre af sig selv så hurtigt som muligt. Sorter som ‘Boskoop’, ‘Aroma’ og ‘Elstar’ er ret modstandsdygtige mens sorter som ‘Ingrid Marie’, ‘Gråsten’ og ‘Cox Orange’ er ret modtagelige.