Vidunderknold, Sauromatum venosum, er speciel fordi den kan blomstre uden at være dækket af jord og uden at få vand. Det er dog ikke det bedste for knolden. Vidunderknold tilhører samme familie som kalla, Zantedeschia, hvilket man kan se af blomsten, der består af en lang blomsterkolbe omgivet af et højblad. Hos vidunderknold er hylsterbladet plettet i rødbrunt. Blomsterkolben lugter ubehageligt. Det er en glimrende krukkeplante der efter blomstring udvikler store, sammensatte blade på plettede stængler. Planten kan stå udendørs om sommeren men tages ind før der kommer frost. Der vandes når jorden er ved at være tør, men når bladene visner overvintres tørt. Formering kan ske ved små sideknolde. Vidunderknold kan være lidt vanskelig at få fat på.

