Storkenæb, Geranium, er en righoldig slægt med mange forskellige arter af både en- og flerårige planter. Blomsterne sidder som regel 1 eller 2 sammen og farverne er som oftest over i det violette. Nogle sorter er dog hvide. Der er både meget små og lave og større og mere dominerende arter. Storkenæb trives i de fleste jordtyper og stiller ikke ret store krav i det hele taget. Arten her, Geranium albanum, er ikke almindelig her i landet. Dens danske navn kunne passende være albansk storkenæb for den kommer netop fra den del af Europa hvor Albanien befinder sig. Den danner små grupper på op til 30 cm med nedliggende stængler. Den blomster sent forår og bliver ved til hen i juli. Blomsterfarven ændrer sig i løbet af blomstringen fra sart pink til magenta.