Majs er dekorativ og varmekrævende. Jorden skal være mindst 10 °C og helst 15 °C. Man både forspire indendørs og direkte i jorden. Indendørs sås omkring 1. maj og når planterne er 10-15 cm høje plantes de ud. Hvis der sås udendørs sås i 12-15 cm dybe riller. Der skal være ca. 40 cm mellem planterne og ca. 60 cm mellem rækkerne. For at udvikle gode kolber skal der ske en god bestøvning. Det sker via hanblomsterne, der sidder øverst på planten og hunblomsterne, der sidder længere nede. Der er tale om vindbestøvning, så derfor er det en fordel at planterne står tæt ved siden af hinanden og ikke i en enkelt række, hvor vinden kan føre støvet fra hanblomsterne væk fra hunblomsterne. Når de mange tråde, der hænger ud af kolbens spids, bliver brune og visne er kærnerne modne og kolben høstes. Ved for tidlig høst er der ikke meget smag i kærnerne og ved for sen høst bliver kærnerne tørre og hårde. Høstede kolber har ikke lang holdbarhed så det kan betale sig at skære kærnerne fri og fryse dem ned hvis ikke de skal bruges med det samme. Køleskab er ikke en god løsning. Der er ikke mange sygdomme og skadedyr der angriber majs.