Figenkaktus, Opuntia, har selvfølgelig fået sit navn på grund af frugternes udseende men de er ikke så uskyldige at røre ved som de rigtige figner. De er fyldt med bitte små torne som sætter sig på alt, de kommer i berøring med. De er spiselige men skal skrælles først ligesom bladene, der også er spiselige. Den ægte figenkaktus, Opuntia ficus-indica kan blive 4-5 m høj og de enkelte led op til 50 cm. De ca. 10 cm store gule blomster udvikles om sommeren. Frugterne kan være fra næsten hvide til postkasserøde ved modenhed. Enkelte sorter har ikke torne. Mange af os har set figenkaktus under besøg i varmere lande. Planten tåler temperaturer næsten til frysepunktet, måske endda også frost men ikke en kold og fugtig luft. Hvis planten ikke får vand en måneds tid klarer den også det.