Bambus blomster med årtiers mellemrum

blomstrende bamabus, Fargesia

Bambus (Fargesia) tilhører græsfamilien (Poaceae)

Anvendelse: Som solitærplante, hækplante og lægiver.

Værd at vide: Bambus er det danske navn for stedsegrønne, træagtige græsslægter, der har været meget vanskelige at bestemme, da blomstring kun meget sjældent finder sted og det er blomsterne man bruger til at bestemme arten. Derfor kendes sort bambus (Fargesia nitida) også under navnene Sinarundinaria nitida, Semiarundinaria nitida, Arundinaria nitida  og gul bambus (Fargesia murieliae) kendes under navnene Arundinaria spathaceae, Sinarundinaria spathacea, Fargesia spathacea, Arundinaria murieliae, Sinarundinara murieliae, Thamnocalamus spathaceus.

Efter blomstring dør planterne men der kan spire nye planter efter blomstringen.

Andre slægter i græsfamilien: Græsfamilien er en meget stor plantefamilie og rummer så forskellige planter som ukrudtsgræsser, prydgræsser og nytteplanter som majs.

Gul bambus

Udseende: Gul bambus (Fargesia murielae) er en tuedannende plante hvis skud kan blive op til 4 m høje. Hovedskuddene er tynde, gulgrønne og hvidduggede under knæene. Bladene har en bladskede der er bredt afrundet i spidsen mens bladpladen, der kan være 10-15 cm lang og smalt tilspidset, kastes forholdsvis tidligt. I plantens første år udvikles fra knæene 3-4 sideskud med blade som kan være op til 15 cm lange. Planten blomstrer kun med ca. 100 års mellemrum, og der har i 1990-erne været en kraftig blomstring af gul bambus i Danmark. Den samtidige blomstring her i landet skyldes sandsynligvis at langt de fleste gule bambus stammer fra samme oprindelige plante.

Gul bambus, Fargesia murielae.

Sort bambus

Udseende: Sort bambus (Fargesia nitida) kan få op til 6 m høje og op til 5 cm tykke hovedstængler, der som regel er purpurfarvede til gråbrune med en hvidlig belægning ved knæene. Hovedskuddenes bladskede er håret, der er ingen bladplade og forgrening sker når skuddene er blevet 2 år. Bladene på grenene er 5-10 cm lange. Blomstrer med mange års mellemrum.

Sort bambus, Fargesia nitida.