Skær podekviste indtil begyndelsen af februar

08 P1020690 februar 2016, Frilandsmuseet, podekviste

Det er morsomt selv at pode sine æbletræer med podekviste fra en sort, man holder af. Et træ kan have mange forskellige sorter podet på sig. En podekvist skal skæres før saften begynder at stige. De afskårne podekviste skal være skåret af velafmodnet træ fra sidste år og de må ikke vise nogen som helst tegn på sår eller sygdom. Indtil podningen finder sted, måske allerede sidst i februar eller i marts, opbevares kvistene køligt og sikret mod udtørring men heller ikke så fugtigt at der kan opstå råd. Under gode opbevaringsforhold kan kvistene holde sig længe og man kan pode senere på året.