Langt de fleste roser sælges i dag i potter, men man kan dog også finde barrodede roser om efteråret og roser emballeret på anden vis end i potte. Barrodsroser har, som navnet siger, ingen emballage om rødderne; derfor bør de plantes umiddelbart efter købet for at undgå at rødderne tørrer ud. Barrodsroser er oftest billigere end roser i potter. Hvis der skal plantes større mængder af samme sort kan det være en god ide at bruge barrodede roser. Planter i potter kan plantes ud hele vækstsæsonen. De fleste roser er efterhånden også stiklingeformerede. Det er en hurtigere formeringsmetode og ofte er de stiklingeformerede roser lidt billigere end de okulerede roser. Der er en smule forskel på hvor dybt roserne skal plantes alt efter om de er okulerede eller stiklingeformerede.
Plantehullet og plantningen
Roser skal plantes dybt og derfor skal hullet være stort. En okuleret rose skal plantes så okulationsstedet befinder sig 10-15 cm under jordoverfladen mens en stiklingeformeret rose skal plantes så dybt at overfladen af potteklumpen befinder sig 5-10 cm under jordoverfladen. Bunden af plantehullet løsnes, så vandet hurtigt forsvinder.
Når rosen er placeret i plantehullet fyldes så meget jord i hullet, at det er ca. ¾ fyldt med jord hvorefter jorden trædes til, så rødderne er i god berøring med den omgivende jord. Derefter vandes og når vandet er forsvundet fyldes den sidste jord i hullet. Det er vigtigt at sørge for at jorden ikke tørrer ud på noget tidspunkt, især det første år, hvor rødderne etablerer sig.
Stammede roser kræver støtte af en stok, der bankes på plads i plantehullet før selve rosen plantes. Stammede roser, der købes i krukke, er forsynet med en støttestok.
Planteafstanden
Planteafstanden afhænger af hvilke roser, der er tale om. Det er vigtigt, at et rosenbed er fyldt ud, så roserne ikke står og råber til hinanden. Derfor er ca. 50 cm en god planteafstand for mange storblomstrede roser og buketroser, der er højere end de er brede. En del buskroser bliver lige så brede som høje, så her afhænger planteafstanden af plantens sluthøjde. Bunddækkeroser kan ende med at blive bredere end de er høje, så derfor kan planteafstanden være større end planternes sluthøjde.
Featurebilledet er Coral Border, en Poulsenrose fra 1998. Det er en bunddækkerose der bliver 100-150 cm høj.