Beskæring af roser 1

12 P1020674 februar 2016, Frilandsmuseet, beskæring

I enhver bog om beskæring har roserne deres eget fyldige kapitel, og man kan blive helt forskrækket over hvor meget det kræver at beskære roser. Derfor er der også mange der bliver forundrede når man siger: Tag hæksaksen, det er hurtigt og nemt. Det er da også en lidt vel hurtig måde til en del roser, men ideen er ikke så dårlig.
Storblomstrede roser og buketroser
De meget forædlede storblomstrede roser og buketroserne kan man i virkeligheden også godt tage fat på med hæksaksen ved beskæringen om foråret. Ved at fjerne den øverste tredjedel af skuddene med hæksaksen får du mere overblik over planten og det er lettere at komme til med beskæresaksen så du kan fjerne de døde og syge skud og vælge den højde, skuddene skal skæres tilbage i.
Roser med kraftige skud og god afstand mellem knopperne (øjnene) kan formes med beskæringen, så skuddene kommer til at vende rigtigt og blomsterne bliver flere eller færre, mindre eller større.
Hvis du stort set ikke fjerner mere end 1/3 af skuddene får du mange men ikke så store blomster. Hvis du fjerner ca. halvdelen af skuddene får du lidt færre men lidt større blomster og hvis du fjerner 2/3 af skuddene får du færre men til gengæld større blomster.
Ved beskæring af skuddene klippes de skråt af ca. ½ cm oven over en knop så snittet vender bort fra knoppen. Det nye skud vil automatisk vokse i den retning knoppen vender, så plantens form afgøres af hvilken knop der skæres over. Normalt foretrækkes en form, hvor skuddene vender udad, altså bort fra midten af planten, så der kan komme så meget lys og luft som muligt til planten.
Klatreroser
Klatreroser kræver kun beskæring for at fjerne syge eller døde skud og for at fjerne evt. grene, der kommer uden for spaliet, rosenbuen eller det sted, rosen er beregnet til at fylde ud.
Buskroser
Buskroserne kræver normalt enten ingen eller kun let beskæring af hensyn til buskens form.
Bunddækkeroser
Bunddækkeroser er i princippet buskroser. Alligevel kan mange af dem med fordel beskæres tidligt om foråret ved at hæksaksen tages i brug. Det giver en ensartet højde, planterne trives glimrende, de bliver mere fyldige og blomsterne myldrer frem.
Rosenarter (vilde roser) og gamle haveroser (historiske roser)
Disse roser er normalt store, kraftige buske der stort set ingen beskæring kræver udover lidt udtynding en gang imellem, så de ikke bliver for voldsomme.
Stammede roser
Stammede roser kan danne vildskud både fra grundstamme og fra stammen under kronen. Disse fjernes når de viser sig. Selve kronen beskæres i løbet af foråret for at bevare en smuk form.

Featurebilledet er ‘James Mitchell’, en mosrose forædlet af Verdier i 1861. Til forskel fra de fleste andre roser trives den på en mager jord og et skyggefuldt sted.