Der findes vildtvoksende arter af roser i Danmark. De findes også i forskellige kulturformer og kan købes i planteskoler. De egner sig især til sommerhusområder og naturområder, også i haven, hvor de kan få lov at udfolde sig frit. De kan bruges som hegn og som olitærplanter. Efter den første blomstring har mange af dem endnu en blomstring, og som regel udvikles smukke hyben. En del af roserne egner sig til spaliering. I almindelighed er de vilde roser meget sunde, i lighed med de sorter og hybrider, der er udviklet af dem. En ulempe ved dem er de sætte længere eller kortere rodskud og dermed har en tendens til at brede sig. Nogle breder sig så meget at de kræver begrænsning hvor de findes i naturen.
Stivbladet rose, “håret blågrøn rose”, Rosa caesia, har stive og læderagtigre blade, der som regel er hårede på både over- og underside. Skuddene er bueformede og planten bliver 2-3 m høj. Blomsterne er rosa og hybenet rødt, ca. 2,5 cm langt og pæreformet.
Hunderose, Rosa canina, bliver 2-3 m høj og har bueformede grene forsynet med store torne, der er formet som kløer. De 4-5 cm store, enkle blomster er lyserøde eller hvide og udvikles fra sidste halvdel af juni til ind i juli. Hunderose kan findes de fleste stder i Danmark. Hybenet er skarlagenrødt og op til 2 cm langt. Bladene er blanke. Arten er meget variabel.
Blågrøn rose, Rosa dumalis, bliver op til 3 m høj og har bueformede grene med store kloformede torne. Bladene er blågrønne, deraf det danske navn, og er noget hårede. Blomterne er rosa og udvikles i juni måned. Hybenet er pæreformet, ca. 2,5 cm langt og rødt. Blågrøn rose er almindelig de fleste steder i Danmark.
Klitrose, Rosa pimpinellifola, syn. R. spinosissima, er i sammenligning med de øvrige vildarter lille. Den bliver ikke mere end ca. 50 cm høj i naturen. I kultur kan den blive op til 1 m. Skuddene er forsynet med mange spidse torne. De små, 2-5 cm brede, hvide, gule eller lyserøde blomster er langstilkede og udvikles i juni. Hybenet er sort eller mørkebrunt og bliver 1-1,5 cm bredt. Klitrose vokser naturligt bl.a. langs vestkysten men er i øvrigt forvildet andre steder i landet.
Æblerose, ”vinrose”, Rosa rubiginosa, bliver op til et par meter og har store, kloformede torne blandet med meget fine og korte torne. Blomsterne er mørkt rosa og blomsterstilken forsynet med kirtelhår ligesom også de røde hyben har kirtelhår. Navnet æblerose har planten fået fordi bladene dufter af æble når de nulres mellem fingrene. Det er ikke en af de roser, man hyppigst finder i naturen, men den findes bl.a. i kratbevoksninger hvor den blomstrer i juni-juli. Hybenet er skarlagen til orange, håret og rundt til ægformet.
Rynket rose, Rosa rugosa, bliver op til et par meter høj og meget tæt på grund af mange tætsiddende skud, der udvikles fra grunden. Tornene på grenene er dels små, tætsiddende og hårfine, dels spredte og grove. Bladene er rynkede, hvad der er årsagen til det danske navn, og lodne på undersiden. Blomsterne, der udvikles fra maj og fremefter, er enkle, rødviolette eller hvide og forholdsvis store (5-8 cm) med stærk duft. Hybenet er noget fladtrykt, glat og rødgult, op til 2,5 cm bredt. Arten kommer oprindeligt fra Fjernøsten og er forvildet her i landet.
Spansk hybenrose, Rosa villosa, bliver op til 2 m høj. Blomsterne udvikles i juni-juli, de er lyserøde, 3-5 cm brede og sidder 1-3 sammen. Det runde, ca. 2,5 cm, hyben er stivhåret. Rosen er udplantet i vildtplantninger, hegn mv. hvor den findes ret bestandigt men den er ellers forholdsvis sjælden i Danmark og er ikke helt naturaliseret.
Featurebilledet er en hybrid af rynket rose, Rosa rugosa-hybrid ‘F. J. Grootendorst’. Den er udviklet af forædleren De Goey i 1918.